Nye oplysninger om det nye store affaldsforbrændingsanlæg i Høje-Taastrup!


Det er nu lykkedes at få nye oplysninger om de aktuelle planer for bygningen af et nyt stort affaldsforbrændingsanlæg på 270.000 tons i Høje-Taastrup.



a. Indstilling om godkendelse af bevilling af 4 mio. kr. til forlængelse af forstudiet for Høje-Taastrup Miljøpark projekt
b.Indstilling om godkendelse af, at der i samarbejde med Høje-Taastrup Kommune arbejdes videre med at tilvejebringe det nødvendige grundlag, herunder plangrundlag for erhvervelse af arealer i tilknytning til arealet på Lervangen
c. Indstilling om godkendelse af videre undersøgelser af de trafikale forhold i forbindelse med etableringen af Høje-Taastrup Miljøpark.


Når bestyrelsen på Vestforbrænding holder møde, er der nemlig aktindsigt i de mødenotater, der forelægges som beslutningsgrundlag – og denne mulighed har jeg benyttet mig af!

Byrådet behandlede sagen i juni måned 2009, hvor et flertal desværre sendte en betingelsesløs ansøgning til Energistyrelsen. Det kvitterer Vestforbrændings bestyrelse da også for på september måneds bestyrelsesmøde: “Byrådet har modtaget ønsket om placering (i Høje-Taastrup) positivt….”

Det er også baggrunden for bevilling af 4 mill. kr. ekstra til bl.a. “Planlægning og udarbejdelse af procesplan for arkitektkonkurrence…..” .

Socialdemokraterne har som bekendt taget principiel stilling til forslaget om at opføre et stort nyt affaldsforbrændingsanlæg i Høje-Taastrup: “Hvis en kommende Miljøpark skulle blive nødvendig, skal det være det mest moderne og mest miljørigtige anlæg i Danmark, med større vægt på genbrug frem for afbrænding og med forskningskapacitet.

Yderligere lastvognskørsel på kommunale veje må ikke ske i forbindelse med Miljøparken. Direkte tilslutning til og fra Holbækmotorvejen er en forudsætning uanset om placeringen skal være i Hedehusene Vest eller i Høje-Taastrup.”
 

Vi mangler fortsat svar på en del spørgsmål:

 

  • Hvorfor fremgår den såkaldte medforbrænding af affald til fortrængning af kul på Avedøreværkerne ikke af ansøgningen?
  • Amagerforbrænding har netop fortalt om en udbygning med +125.000 tons/år – hvorfor indgår disse tal ikke i ansøgningen?
  • Hvorfor fremgik det ikke, at forbrændingskapaciteten på Vestforbrænding i Glostrup i dag er begrænset til 500.000 tons årligt, hvor det samtidig er oplyst af Vestforbrænding, at det uden problemer er realistisk at brænde yderligere 65.000 tons/år og formentlig op til 100.000 tons ekstra?

Trafikken

  • Hvordan skal yderligere lastvognskørsel på kommunale veje ske i forbindelse med et nyt stort affaldsanlæg?
  • Er der tekniske og økonomiske garantier fra Vestforbrænding i forhold til Vejdirektoratets mulige åbning af Holbækmotorvejen?

Her var der svar i materialet til bestyrelsesmødet:

  • Det eksisterende vejnet kan med rimelighed afvikle den ekstra trafik så sikkerhed og fremkommelighed er sikret.
  • Bondehøjvej vil blive mere belastet end i dag og det vil derfor være nødvendigt at tilpasse vejarealet og til – og frakørsler for at opretholde et rimeligt niveau for trafiksikkerheden
  • Muligheden for at supplere afkørselsmulighederne fra motorvejen til Miljøparken (Affaldsforbrændingsanlægget) er af Vejdirektoratet vurderet til ikke at være til stede på grund af dels trafiksikkerheden dels for ringe trafikbelastning.

Det er jo klar tale: Maksimal trafikbelastning med til – og frakørsel for lastvogne i forbindelse med det måske kommende anlæg alene på nuværende kommunale veje!

Find de foreløbige resultater og konklusioner her.

Vestforbrændings bestyrelse har også besluttet følgende på septembermødet: At man skulle undersøge mulighederne for at betjene et nyt affaldsforbrændingsanlæg i Høje-Taastrup via en jernbane(!)

Kommunens konservative repræsentant stemte for dette forslag – og har så formentlig en holdning til, hvor jernbanen måske skal gå!?

Langs Ring 5 eller gennem landsbyen eller….?

Referatet fra dette møde lå til orientering på mødet i Teknisk Udvalg på novembermødet – og her var alene Socialdemokraterne fremme med kravet om ikke at etablere en jernbaneforbindelse til Høje-Taastrup Miljøpark, som flertallet kalder det nye affaldsforbrændingsanlæg.

Hvor mange huse skal væk?

  • Yderligere oplysninger om især konsekvenserne ved det foreslåede anlæg for borgerne i Høje-Taastrup Kommune, herunder behov for ekspropriationer i givet fald?

Vestforbrænding ønsker at erhverve 150.000 m2 areal udover de 50.000 m2, man råder over i dag på Lervangen.

Det kan ske ved køb af kommunale arealer og ved køb / ekspropriation af private ejendomme i området.

Vestforbrænding anbefaler, at man allerede i 2010 køber sig frem for at undgå langtrukne ekspropriationssager – find mere om planerne her.

Samarbejdet om affaldsforbrænding i hovedstadsområdet.

  • Amagerforbrænding har fortalt om en udbygning med +125.000 tons/år – hvorfor indgår disse tal ikke i ansøgningen?

Det foreligger der ikke svar på, men en interessant sætning i bestyrelsesmaterialet er: Ad materiale vedrørende fælles undersøgelser af mulighed for fusion mellem Amagerforbrænding og Vestforbrænding : Materialet er fortroligt og er kun udsendt til Vestforbrændings bestyrelse og kan derfor ikke udleveres.

Det er selvfølgelig helt uacceptabelt, at folkevalgte på den måde forhindrer relevante oplysninger til brug for bl.a. Høje-Taastrup kommunes folkevalgte beslutningstagere – så det forfølger jeg selvfølgelig også…!

Vi forfølger selvfølgelig også de øvrige svar, ligesom vi kræver at få oplyst, om der overhovedet er behov for dette anlæg.

Heldigvis ser det nu ud til, at Klimaministeren finder, at “der er risiko for, at der samfundsøkonomisk uhensigtsmæssigt overinvesteres i ny affaldsforbrændingskapacitet”.

Hvilken betydning dette synspunkt får vides endnu ikke, men jeg forfølger også her svarene!

Foreløbige konklusioner

  • Der arbejdes ufortrødent videre med realiseringen af planerne for det kommende nye forbrændingsanlæg i Høje-Taastrup af Vestforbrændings bestyrelse uanset om der endnu ikke foreligger en tilladelse fra Energistyrelsen.
  • Man forsøger allerede i 2010 uden et godkendt plangrundlag at købe ejendomme i området for at undgå ekspropriationer.
  • Trafikproblemerne tages der ikke hensyn til, da til – og frakørsel til Holbækmotorvejen aldrig kommer på tale – alene de kommunale veje skal klare den stærkt forøgede trafikmængde.
  • Et nyt anlæg er nu så tæt på, at formentlig kun en nægtelse af godkendelse af et givet plangrundlag, kan få Vestforbrændings bestyrelse på andre tanker.
  • De uafklarede spørgsmål om medforbrænding på Avedøreværkerne og udvidelsen af Amagerforbrænding kan måske udskyde endelige beslutninger.

Det nye byråd skal således tage stilling til, om der absolut skal bygges et forbrændingsanlæg i Høje-Taastrup til en pris af 1.7 milliard kr.

Det er derfor nok ikke helt ligegyldigt, hvem der kommer til at stille spørgsmålene og være med til kommende beslutninger i denne sag…..

Find mange flere oplysninger om denne sag gennem tiderne på www.svend-erik.nu og på www.sochtk.dk samt på www.htk.dk.


 

Ajourført fredag den 13.november 2009 af Svend-Erik Hermansen