Magtbrynde af værste skuffe!


Byrådsmødet 15.december 2009 markerede en måske afgørende forandring på det politiske samarbejde i byrådet i Høje-Taastrup kommune med en sag, hvor den genvalgte konservative borgmester tilsyneladende skulle demonstrere sine fremtidige magtbeføjelser overfor byrådet.

  • af Svend-Erik Hermansen, Socialdemokraterne – og kommende medlem af Teknisk Udvalg og af Plan – og Miljøudvalget….
 Sagen drejede sig om tilsagn om en låneramme til Vestforbrænding angiveligt til brug for lån til udbygning af varmeforsyningen i en del andre kommuner. Denne sag har Socialdemokraterne stemt imod tidligere.
Årsagen var den helt enkle, at Teknisk Udvalg på sit møde i november bl.a. fik oplyst:
  • Vestforbrændings bestyrelse konstaterede “Byrådet har modtaget ønsket om placering (i Høje-Taastrup) positivt…hvorfor man gav en bevilling på 4 mill. kr. ekstra til bl.a. “Planlægning og udarbejdelse af procesplan for arkitektkonkurrence…..”
  • Samtidig fortalte man, at det eksisterende vejnet (i Høje-Taastrup Kommune) med rimelighed kan afvikle den ekstra trafik så sikkerhed og fremkommelighed er sikret, selvom Bondehøjvej vil blive mere belastet end i dag, og det vil derfor være nødvendigt at tilpasse vejarealet og til – og frakørsler for at opretholde et rimeligt niveau for trafiksikkerheden, ligesom muligheden for at supplere afkørselsmulighederne fra motorvejen til Miljøparken (Affaldsforbrændingsanlægget) af Vejdirektoratet er vurderet til ikke at være til stede på grund af dels trafiksikkerheden dels for ringe trafikbelastning.
     
  • Vestforbrænding ønsker ud fra planerne at erhverve 150.000 m2 areal udover de50.000 m2, man råder over i dag på Lervangen.
         Det kan ske ved køb af kommunale arealer og ved køb / ekspropriation
         af private ejendomme i området, hvorfor Vestforbrænding anbefaler, at
         man allerede i 2010 køber sig frem for at undgå langtrukne ekspropria-
         tionssager.
Efter disse oplysninger om Vestforbrændings hensigter overfor et større areal i Høje-Taastrup måtte det for Socialdemokraterne være klart, at vi ikke herfra på nogen måde skal stå bag lånegarantier til bl.a. et ikke-godkendt kæmpeaffaldsforbrændingsanlæg endsige stå bag lån til opkøb af store jordarealer her i kommunen.
Socialdemokraterne ville derfor igen stemme imod tilsagn om låneoptagelse til Vestforbrænding, men vi vurderede, at en ny bestyrelse måske kunne præges til at komme til fornuft, hvorfor vi foreslog denne formulering som beslutning fra Høje-Taastrup kommune:
 
Byrådet imødekommer anmodningen fra Vestforbrænding om låneoptagelse, idet byrådet pålægger det af byrådet udpegede bestyrelsesmedlem, at kræve vejforholdene i overensstemmelse med kommunens krav om ikke øget belastning af kommunale veje ved en eventuel udbygning i Høje-Taastrup. I modsat fald vil bestyrelsesmedlemmets instruktionsbeføjelse alene være en afstandtagen til planerne om et affaldsforbrændingsanlæg i Høje-Taastrup.
Det nægtede den konservative borgmester at sætte til afstemning ud fra en holdning om, at forslaget jo ikke vedrørte lånesagen……
Jeg præciserede på den baggrund, at vi ville stemme for låneoptagelsen med denne tilføjelse ud fra, at lånebeløbet kunne nedsættes forholdsmæssigt med de 4 mill. kr. til udarbejdelsen af et arkitektforslag og ikke mindst med det millionbeløb, der skulle bruges til køb/ekspropriation af 150.000 m2 jord i området.
Dette ændringsforslag nægtede borgmesteren så også at sætte til afstemning og henviste Socialdemokraterne til at indbringe hans afgørelse for Statsforvaltningens Tilsyn med kommunerne.

Så er vi næsten tilbage med meget ubehagelige mindelser fra tiden 1982 – 1985, hvor 3 skiftende konservative borgmestre og en samarbejdende lokalliste-viceborgmester brugte samme metoder med stor arbejdsbyrde, forvirring og manglende beslutningsdygtighed til følge.
Disse erfaringer er nu årsagen til, at jeg aldrig vil kunne finde på at bruge Tilsynet til at gennemtvinge ellers relevante afstemninger i byrådet i Høje-Taastrup Kommune!
Borgerne har med stort flertal genvalgt den konservative borgmester, hvorfor det bliver ham og hans fæller hos Dansk Folkeparti og Radikale, der må stå til ansvar ved næste kommunevalg i november 2013 – også for magtbrynden.
 
Selve sagen med Vestforbrændings planer om bygning af et kæmpeaffaldsforbrændingsanlæg i Høje-Taastrup vil Socialdemokraterne selvfølgelig forfølge ud fra sagens substans:
  • Ansøgningen til Miljøstyrelsen er endnu ikke færdigbehandlet.
  • Uagtet dette har Vestforbrændings bestyrelse bevilget midler til en arkitektkonkurrence.
  • Vestforbrændings bestyrelse har samtidig givet bevilling til at opkøbe 150.000 m2 jord i Høje-Taastrup-området.
  • Der arbejdes via fusionsplanerne med Amagerforbræning på at importere affald fra udlandet til det nye anlæg i Høje-Taastrup.
  • Etablering af en jernbaneforbindelse til et nyt anlæg i Høje-Taastrup undersøges aktuelt af Vestforbrænding.
  • Der er dekreteret hemmeligholdelse af fusionsoplæggene i forbindelse med Amagerforbrænding og Vestforbrænding uagtet, at emnet bl.a. indgår i forudsætningerne for bygning af et nyt affaldsforbrændingsanlæg i Høje-Taastrup kommune.
  • Den såkaldte medforbrænding af bl.a. affald til fortrængning af kul på Avedøreværkerne indgår ikke i Vestforbrændings planer.
  • Den vedtagne udbygning af Amagerforbrænding på 120.000 tons indgår ikke i Vestforbrændings ansøgning til Miljøstyrelsen.
  • Konstatering fra Vejdirektoratet og Vestforbrænding, om at det eksisterende vejnet i Høje-Taastrup kan afvikle den forøgede lastvognstrafik uanset om det vil blive endnu mere belastet.
  • En planlagt investering koster 1.7 milliard, som skal betales af hovedstadsområdets borgere og erhvervsliv.

Find hele den foreløbige historie om magtbrynde og om affaldsudbygningen i hovedstaden via www.svend-erik.nu og beslutningerne på www.htk.dk.