Debatmøde om skolestruktur

Kilde:Taastrup Avis
Borgerne er ikke inviteret fysisk med, når der torsdag den 23. september kl. 18.30-21.30 bliver holdt temamøde om skolestrukturen. Kun bestyrelser og ledere fra skoler, daginstitutioner og fritidsklubber, repræsentanter for medarbejdernes faglige organisationer samt repræsentanter for foreningslivet er inviteret, men alle andre har mulighed for at følge debatten på kommunens hjemmeside htk.dk, hvor mødet transmitteres direkte og man kan via e-mail sende spørgsmål til aftenens oplægsholder og panelet. Det er ønsket med arrangementet at drøfte et fremtidigt skolevæsen med afsæt i konklusioner og anbefalinger fra ”Skolens Rejsehold”. Skolens Rejsehold blev nedsat af regeringen for at lave et eftersyn af den danske folkeskole – med en målsætning om, at folkeskolen skal være blandt top fem i verden. Rejseholdet offentliggjorde sine anbefalinger i juni i år, og temamødets oplægsholder er Rejseholdets formand, Jørgen Søndergaard, der også er formand for Skolerådet og direktør for SFI, Det Nationale Forskningscenter for Velfærd. Efter hans oplæg – og spørgsmål til dette – er der paneldebat med Jørgen Søndergaard og direktør for CPH West Eva Hoffman-Bang, der ligeledes deltog i Rejseholdet, samt Skolestruktur-udvalgets formand Kurt Scheelsbeck og næstformand Mette Søndergaard Pedersen. I paneldebatten er der afsat tid til at drøfte Byrådets beslutning fra den 31. august med repræsentanterne fra Skolestrukturudvalget. Rejseholdets anbefalinger kan læses på http://www.skolensrejsehold.dk