Reagerede vi rigtigt på 11. september 2001?

Af Mogens Lykketoft, daværende udenrigsminister
11.september var en voldsom og skelsættende begivenhed, der med ét slag ændrede international politik. Mange konflikter blev nu tolket i modsætningen mellem vestlig civilisation og islamisk fundamentalisme. Bush talte om en ’krig mod terror’, der skulle vindes militært.
FN’s sikkerhedsråd vedtog bindende forpligtelser for medlemslande om indsatsen mod terror, og over alt blev vedtaget til antiterrorpakker og øget overvågning fra efterretningstjenester, der fik voldsomme budgetforøgelser. Vi måtte give køb på vore traditionelle opfattelser af hvad retssikkerhed og privatlivets fred.  Men fandt vi så en ny, holdbar balance mellem sikkerhed, retssikkerhed og personlig frihed?  Mange steder i den vestlige verden rejses nu forståeligt nok krav om en samlet genvurdering af dén lovgivning, som i stor hast blev gennemført i choktilstanden efter 11.september.
Første militære skridt i ’krigen mod terror’ var i Afghanistan. Var angrebet på Taliban-styret dengang velbegrundet?  Jeg var selv udenrigsminister både 11.september og under starten på invasionen af Afghanistan.. Med de udførlige efterretninger, vi havde, var jeg ikke i tvivl om, at angrebet 11.september var planlagt af Al-Qaeda fra deres huler i Afghanistan. Og Afghanistans tragedie var, at Bin Laden ikke bare havde asyl hos det daværende Taliban-regime, men var en integreret del af landets militær.
Derfor var invasionen 2001 et folkeretligt velbegrundet svar på aggression og det var rigtigt at Danmark påtog sig et medansvar.
Noget andet er, at det på ingen måde kan forsvare Bush-regeringens konventionsbrud og overgreb under konflikten.
11.september blev brugt som påskud til at opdele alting i sort-hvidt.  Bush’s udtalelser om, at dem der ikke er med os er imod var sindbilledet på den farligt forenklede verdensopfattelse.
Sharon i Israel fik skovlet sine palæstinensiske modstandere ind i bås med Al Qaeda-terroren, og fik et påskud til ikke at stifte fred med Arafat. 
Rusland og Kina kunne med vestlig accept skovle de muslimske separatister i hhv. Tjetjenien og Xinjiang ind i samme bås.
Mange diktatorer rundt i verden fik accept af deres undertrykkelse og våben og bistand mod deres fjender under overskriften ’krigen mod terror’. 
Så kom i marts 2003 Bush’s invasion i Irak. Også her var der tale om et gammelt opgør, der fik en ny overskrift. Felttoget blev startet på en løgnagtig påstand om farlige masseødelæggelsesvåben og forbindelser til international terrorisme.
Irak-invasionen blev ikke et slag mod terroristerne, men en ny god kampplads for dem – med umådeligt blodige konsekvenser for den irakiske befolkning. Det blev også så blodigt, fordi Bush-regeringen ikke havde nogen plan for hvad man skulle stille op med Iraks indre modsætninger, når man kom til at ’eje’ landet. Og selv i dag, hvor de sidste amerikanske kamptropper er trukket ud af Irak, er det et åbent spørgsmål om der kan skabes fred og stabilitet i Irak.
USA koncentrerede i adskillige år det meste af sin opmærksomhed om dét, som  præsident Obama rigtigt kalder ’forkerte’ krig i Irak. 
Det betød at ’den rigtige krig’ i Afghanistan, der i starten var en relativ succes, fik al for lidt opmærksomhed. Både den militære og den civile indsats blev for svag til at fastholde fremdriften. Man forsømte at lægge det nødvendige pres på USA’s og Vestens protegé præsident Karzai. Korruptionen forblev epidemisk, krigsherrerne fortsatte på den politiske scene og de demokratiske reformer blev svigtet.  Det har givet Taliban en skræmmende renæssance, der nu fastholder et stigende antal udenlandske tropper i det afghanske kviksand, uden at Bin Laden er fundet og nedkæmpet.
Imens kan vi fundere over, i hvilket omfang dén spredning af terrorismen, vi først oplevede med de frygtelige aktioner i Madrid og London og på Bali og siden har set i sammenfaldne stater som Somalia og Yemen faktisk styres fra Tora Bora-bjergene. Er Al Qaeda en kommandocentral eller blot en frygtelig ideologisk inspirationskilde for hjemmegroet muslimsk-fundamentalistisk terrorisme?
Erfaringerne fra Bush’s felttog viser os i hvert fald, at det er en uhyrligt omkostningskrævende og måske helt umulig opgave at nedkæmpe terroristerne ved konventionel krig. Jeg tror og håber, at dét både er præsident Obamas og de fleste andre ansvarlige statslederes konklusion. Det er drivkraften for bestræbelserne for at stifte fred i Afghanistan ved at inddrage mange af dem, vi nu kæmper imod – blot de dropper alliancen med Al Qaeda.
Præcis med Al Qaeda er ingen fred mulig. Men det er et falsk dogme at sige, at man aldrig må forhandle med terrorister: Nogle bliver med tiden statsledere – tænk bare på en serie af toppolitikere hos begge Mellemøstenkonfliktens parter, eller på de ledende IRA-folk i Nordirland!
Der er to andre recepter, der har gode chancer for at mindske terrortruslen.  Den ene er et velorganiseret globalt politi- og efterretningssamarbejde, som vi er kommet langt med de sidste 9 år Den anden er at løse de konflikter og fjerne de uretfærdigheder, der giver rekrutteringsgrundlag for terrorister. Der er slet ingen ende på hvor megen effektfuld civil udviklingsindsats og hvor stor en investering af fredsløsninger, der kunne finansieres for de penge, krigene har kostet.
Det er vigtigt at fastholde, at et helt overvældende flertal af muslimer – som er hvert fjerde menneske på jorden – med afsky afviser Al Qaedas voldsfilosofi.  Så vel er terror er en frygtelig udfordring. Men den største fare er, at  vi fejlretter vores kamp mod islamistisk terror til at blive en generel civilisationskamp mod muslimer; og det er der jo desværre i mange vestlige lande partier, der søger at samle stemmer på.