Valget i Sverige – Danmark skal føre aktivistisk og ansvarlig udviklingspolitik

Valget i Sverige
Mange har skildret resultatet af søndagens rikdagsvalg i Sverige som afslutningen på Socialdemokraternes dominans i svensk politik. Og det er helt sikkert, at partiet med Mona Sahlin i spidsen led et smerteligt nederlag ved   at gå fra 35 til 30 pct,. af stemmerne, selv om man for 1-2 år siden stod til en bekvem sejr over de borgerlige med 40-45 pct. socialdemokratiske stemmer..

Jeg tror ikke det er dødsklokkerne, der ringer fort svensk arbejderbevægelse. Men det er et krav om fornyelse, som parti og fagbevægelse derovre i fællesskab nok skal imødekomme.  Nederlaget denne gang kan have at gøre med den registrerede skepsis over for partilederen.. Men det er først og fremmest resultatet af en borgerlig stemmekøbspolitik i forhold til middelstanden, der har fået store skattelettelser på både huse og lønindkomst. Også i Sverige er folk blevet bildt ind, at man kan få velfærd uden at betale regningen. Og budgetterne er blevet holdt pæne med enorme  engangsindtægter fra udsalg af statslige virksomheder. Det har skabt købekraft, der har holdt økonomien bedre i gang end i resten af Europa. Desuden har man devalueret den svenske krone i forhold til euroen for at holde eksporten i gang.  Men svenskerne vil lige som danskerne få en regning. Og regningen bliver omfattende barberinger af centrale elementer i vellfærdssamfundet. Og så kan stemningen hurtigt vende sig imod de borgerlige.

Men den aktuelle situation er altså, at den borgerlige  Alliansen med  statsminister  Frederik Reinfeldt i spidsen  får  173  mandater mod den rød-grønne bloks 156  mandater. Sverigedemokraterna fik 20 mandater og de kunne blive tungen på vægtskålen  hvis ikke svensk politik – heldigvis for svenskerne  – er så meget anderledes end dansk politik: Ingen fra de to store blokke ønsker at handle politisk med Sverige-demokraterne.
Derfor er der i grunden kun to muligheder: Et meget bredt samarbejde hen over midten eller et snarligt nyvalg, hvis Reinfelt ser en chance i dét.
Danmark skal føre aktivistisk og ansvarlig udviklingspolitik
I øjeblikket løber FN-topmødet om bekæmpelse af fattigdom og sult af stablen i New York.

Topmødet er særdeles vigtigt. Det handler om aktiv og ansvarlig fattigdomsbekæmpelse, og det handler om for alvor at sætte skub i kampen om at nå FN’s 2015 mål. Og vi ved, at målene kan nås. Således er 400 mio. mennesker allerede blevet løftet over den internationale fattigdomsgrænse i perioden 1990-2005. Men der er desværre fortsat lang vej igen; 72 mio. børn går ikke i skole, 1,2 milliarder mennesker har ikke adgang til basale sanitære forhold, og der er fortsat en milliard underernærede mennesker på kloden. Der er derfor meget at kæmpe for på topmødet.
Desværre har vores egen regering – som i øvrigt er tovholder på mødet – langt fra gået forrest som det gode eksempel. Tværtimod har regeringen gennemført nedskæring på nedskæring i udviklingsbistanden.

Socialdemokraterne mener, at Danmark som en af verdens mest udviklede lande kan og skal gøre en forskel. Vi skal føre en aktivistisk og ansvarlig udviklingspolitik. Danmark bør holde fast i den høje og værdige udviklingsbistand, hvilket ikke alene vil gavne klodens fattigste, men også presse andre lande til at give mere.
Har du noget på hjertet…

Har du kommentarer eller spørgsmål i forbindelse med mit nyhedsbrev, er du altid velkommen til at kontakte mig. Du kan skrive til mig på mogens.lykketoft@ft.dk