Den rummelige spareskole er ikke klar til opgaven


Den rummelige folkeskole eller et special tilbud?

Bliver man normal af at gå på en normal skole eller lidt for speciel ved at gå på en specialskole?
Af Ole Klintebæk

Jeg er ofte blevet spurgt i egenskab af redaktør af AspergerDK, om jeg ville skrive en artikel om skolevalg. Er folkeskolen bedst eller er en specialskole det bedste? Det er hovedspørgsmålet for mange forældre med børn på autismeforstyrelses-spektret.
Hidtil har jeg afvist, for jeg er ikke en autoritet på området. Ganske vist har jeg stor tilknytning til min søns specialskole, hvor jeg sidder i bestyrelsen for syvende år, men min information om folkeskolen stammer mest fra kontakt til forældre, hvor det er gået galt, og børnene derfor er kommet til os. Min objektivitet er derfor noget skævvredet.

Den rummelige spareskole er ikke klar til opgaven
Nu har Ugebrevet A4 imidlertid fået lavet en undersøgelse blandt 451 lærere i folkeskolen (Scharling Research, maj 2007), der bekræfter de bange anelser, jeg og andre fra specialskoleområdet har haft omkring nedlæggelse af amterne. Folkeskolen har meget svært ved at klare de opgaver, der før blev løftet af amterne. Specialskolerne er dyre og derfor forbeholdt de vanskeligste tilfælde. Resten skal beholdes i den almindelige skole i almindelige og ofte overfyldte klasser. En løsning, der ikke ser ud til at gavne, hverken børn med eller uden diagnose, eller samfundet i længden.
82% af de adspurgte lærere i A4s undersøgelse oplever, at de ikke har de fornødne undervisningsmidler til at nå de svageste elever i deres klasse med. 33% giver udtryk for, at de har elever i klassen, de ikke kan give det tilbud, som skolepsykologen har visiteret dem til. Et flertal af lærerne er faktisk for den rummelige folkeskole, men de er ikke udrustede fagligt eller har adgang til de rette hjælpemidler, for at føre et sådant projekt ud i livet.
Lærerne bruger for meget tid på nogle få svage børn og forsømmer dermed de individuelle behov, som de lidt stærkere elever har. Forældre til de stærke børn vil næppe finde sig i disse forhold ret længe. Moderne forældre kræver at få den lovede og optimale uddannelsesvare til deres børn.
Det kan forhåbentligt føre til, at de kræver området får tilført ressourcer. Men vi har set før, at en reaktion også kan blive en vækst i privatskolerne. Det sidste vil efterlade Folkeskolen med de svageste elever og stadig med manglende kræfter til at løse opgaven. Vejen for et proletariat er banet.

Er specialskolerne da så specielt gode?
Specialskolerne er bestemt ikke uden problemer, som jeg skal vende tilbage til. Først vil jeg fremhæve den egentlige forskel mellem de to skole typer: Den pædagogiske indsats.
En specialskole har pædagoger, der er specialiseret i at tage sig af de problemer børn med autismeforstyrrelser og svær ADHD har. De kan skabe rammerne for at en undervisning overhovedet er mulig, yde social træning og personlig udvikling ingen lærer i folkeskolen eller pædagog i en SFO er trænet til.
Lærerne er derimod de samme som i folkeskolen, og pensum er helt det samme. Der er findes ikke noget speciale i undervisning af børn med indlæringsvanskeligheder. Der findes næsten heller ingen forskning, deres uddannelse kunne læne sig op ad, hvis det var det man ville. Det skolefaglige udgangspunkt er altså det samme.
Mange forældre har skiftet deres børn til specialskole og er blevet skuffet over, at det skolefaglige niveau ikke er gået i vejret. Det har sin naturlige forklaring i læreuddannelsen. Det er bestemt ikke tilfredsstillende og bør naturligvis forbedres lige med det samme.
Men, hvad de samme forældre lige glemmer i deres fokus på boglige færdigheder, er at deres børn er blevet meget mere stabile og gladere at omgås. De moppes ikke længere, de udsættes ikke længere for daglige nederlag, de forholdes ikke hele tiden det negative i at være anderledes, de respekteres som mennesker og udvikles derfor i positiv retning.
For mange åbner det strukturerede og respektfyldte miljø for indlæring af det mere skolefaglige stof. For andre er der behov for en mere intensiv indsats.
Specialskolerne har det problem, at det er vanskeligt at finde faglærere inden for bestemte områder. Lige for tiden er det tysk og fysik, der er mangel på. Det er der også i normalskolen, men det er lettere at håndtere manglen i et stordriftsmiljø end på en lille skole.
Et andet problem er, at det er et hårdt job at arbejde med disse børn. Mange møder op med alle gode hensigter, men må sande at deres personlige eller faglige kvalifikationer ikke rækker. Der er derfor en stor udskiftning i staben, der går lige imod en af forudætningerne for at skabe et godt undervisningsmiljø.

Myter om skolegang for Aspergere
Ud over uddannelser af lærerne er mangelfuld, så er området fuld af ideologi og lidt mindre af logik. Der nogle myter, jeg gerne lige vil se på:
Børn på autismespektret kan lære af normale børn
Ligeså lidt som blinde lærer at se, og lamme lærer at gå, i omgang med normaltseende akrobater, lige så lidt lærer børn, der mangler den dims i hjernen, der gør det muligt at forstå det sociale sprog, der bygger på kropssprog og sproglige underforståelser, af at iagttage neurotypiske børns adfærd. De skal lære de sociale regler gennem konkret undervisning og livslangt støttes af særlige værktøjer. Normale bliver de aldrig.
Alle børn lærer bedst i frie rammer
med ansvar for egen læring
Med et autisme handicap har du brug for faste rammer. Med indlæringsproblemer i bagagen skal du logisk set undervises og ikke lære selv – for det er jo netop det, du ikke kan!
Man er stemplet og opgivet på en specialskole
Det er man lige præcis ikke – med mindre man vælger at udsulte området økonomisk i de nye kommuner. Man får nogle ekstra chancer og et lettere liv med det rigtige tilbud, end ved at blive fastholdt i et håb og en fantasi om normalitet.
Mit barn får ikke et socialt liv på en specialskole
Behovet for et socialt liv er der ganske bestemt. Men hvilket? Det, hvor man hele tiden er den mærkelige, der kan lokkes ind i ballade eller, hvor man skal foretage sig ting, man ikke forstår, men som er del af et ‘normalt’ ungdomsliv? Ved at omgås andre mennesker, der tænker på samme måde som en selv, eller som forstår ens måde at tænke på, har man først et udbyttegivende socialt liv.
Specialskoler er det eneste rigtige
Asperger diagnosen strækker sig vidt. En del kunne givet klare sig rigtigt godt i en normalskole. En del er dog blevet voksne og har gjort en kariere i tidligere tider. Desværre sidder en del også og sumper på bænker og parker ensomme og uden for samfundet. Med de rigtige tiltag må vi kunne skrue et system sammen, så hver enkelt kan få lige det rigtige tilbud, der passer til vedkommende.
En specialskole er iøvrigt ikke en blind vej. Der mange, som supplerer med et efterskoleophold og enkelte kan endda finde vej tilbage i systemet til et gymnasieforløb.

Et bedre perspektiv
Autismespektret er et kompliceret område. En diagnose kan ikke stå alene. Der skal en udredning til, der afklare, hvad det betyder for den enkeltes evner og muligheder. Nogen har udsigt til en tilværelse med pension og beskyttet bolig, andre kan virke i et normalt arbejde med minimal støtte og måske på nedsat tid og stifte familie. Nogen vil være et sted mellem disse poler.
Det må være samfundets opgave, at finde det rette tilbud, så alle får den bedste mulighed for at godt liv så meget som muligt ved egen kraft.
Det kræver, at vi smider ideologierne ud af skoleområdet og benytter evidensbaserede løsninger, der ikke tager udgangspunkt i idealtilstande eller mærkelige svenske og italienske undersøgelser, men drager konsekvens af den konkrete viden, vi allerede har, om handicaps og sociale mekanismer. Der skal endvidere hældes mere forskning og uddannelse på både specialområdet og den almindelige pædagogik.

Det bliver dyrt, men det bliver dyrere ikke at gøre det.