Mogens Lykketofts tale til Hjemløsedagen på Nytorv i København søndag den 17.oktober

Tak til invitationen til at tale til hjemløsedagen om velfærd i Danmark
Jeg gik ind i politisk arbejde for 46 år siden, fordi jeg ville fastholde og udvikle Danmark som et af de mest lige og socialt harmoniske lande i verden.
Meget er lykkedes over årtierne. 
Mange flere end for et halvt århundrede siden er løftet ud af fattigdom. 
Men lige nu vokser fattigdommen på ny. 
Der er desværre alt for meget, der kræver mere kamp og fornyet indsats.
To menneskesyn kæmper i Danmark.
Jeg tror på – og vi på venstrefløjen i det hele taget tror på – at de allerfleste gerne vil gøre en indsats, men at nogen har brug for en varm hjælpende hånd.  Jeg tror på, at et samfund sagtens kan have udvikling og dynamik, selv om der ikke er store forskelle i levevilkår.  Jeg ønsker at bo i land, hvis kvalitet måles på omsorgen for de svageste og mest udsatte af mine medborgere – og ikke på hvor mange millionærer, vi kan fremvise.
Men de, der nu er ved magten mener, at man kun kan få de rige til at arbejde ved at give dem skattelettelser og at kun kan få de fattige til at arbejde ved at sætte dem ned i ydelser eller piske dem rundt i ydmygende, meningsløs aktivering.
Derfor har vi set den ene bølge efter den anden af skattelettelser, der især er kommet den velbjergede halvdel til gode.
Og nu sige de samme, som uddelte disse skattelettelser, at nu er kassen blevet tom, og nu må gavementaliteten holde op. Men dermed mener de, at den anden og mindre privilegerede halvdel skal miste rettigheder!
Derfor skal dagpengeperioden halveres for de langtidsledige og familier med mange børn tåle store nedskæringer i børnefamilieydelsen. Derfor spares på antallet af hjemmehjælpere, skolelærere og pædagoger og daginstitutionerne indskrænker deres åbningstid.  Derfor en lang serie af projekter, der specielt hjælper nogle af allermest udsatte rystende økonomisk nødlidende næste år.
Det er så bedrøveligt og unødvendigt, at det er blevet herskende politik de sidste 9 år at lade fattigdommen vokse i Danmark.  
Det er ekstremt skræmmende, at denne kurs fortsættes og forstærkes med nedskæringerne på de kommende års finanslove og den borgerlige regerings jerngreb om kommunernes økonomi.
Selvfølgelig er nogle af fattigdommens problemer ikke regeringens ansvar, men er kommet til os udefra.
Det er klart, at indvandringen har skabt nye udfordringer og risikerer at fastholde mange med svage forudsætninger og en helt anden kulturbaggrund i armod. De kræver en klog, håndfast og humanistisk integrationspolitik at modvirke dette.
Desværre mangler vi præcis sådan en politik.  Meget af det der gøres og siges om mennesker med fremmed baggrund i disse år modvirker direkte en ordentlig integration
Det skærper armod og udstødning, at man har tvunget mennesker, der kommer til Danmark og som ikke får arbejde, ned på en starthjælp, som ingen kan leve anstændigt af.  Jeg havde aldrig troet, at jeg i min levetid skulle opleve, at man politisk besluttede at proletarisere noget så massivt, at de enten må gå sultne i seng, leve af almisser fra familier og venner, fuske med sort arbejde eller tvinge deres børn til at stjæle.
Det er modbydeligt. 
Og det er den første af en serie af små og store nederdrægtigheder, der rammer de svageste og især dem blandt de svageste, der stammer andre steder fra.
Kontanthjælpsloftet og 450-timers reglen virker i samme retning.
Vi har allerede mere end 50.000 børn i Danmark, der vokser op i fattigdom. Flere vil desværre komme til, når den seneste bølge af finanslovsbesparelser og kommunale nedskæringer er ført ud i livet..
Mange af dem oplever i disse år, at deres familier bliver sat ud af lejligheden.
Der er brug for en akut indsats for at sikre, at børnefamilier ikke kan risikere at miste deres bolig.
Der er brug for at sikre at børn i fattige familier kan deltage i samme fritidsaktiviteter som de fleste andre.
Meget handler om økonomisk at hjælpe dem, der lever på den yderste kant.
Men meget handler om at forstå deres situation og give dem en hånd til at gøre noget nyttigt, som deres helbred og evner rækker til at gøre.
Det er grotesk, at vi de sidste fire år har brugt ni milliarder kroner på en såkaldt aktiveringsindsats for de svageste og mindst arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere, som absolut ingen positiv effekt har haft. Snarere tværtimod.  Man har jaget disse mennesker rundt i meningsløs og virkningsløs aktivering, stresset folk med dårligt helbred, misbrugsproblemer mv. uden at det har bragt dem nærmere et arbejde. Det er ydmygende. Det er stupidt.  Det er udtryk for en kedeligt menneskesyn hos skiftende beskæftigelsesministre. Og det er foragt for om statens og kommunernes penge bruges fornuftigt.
Her er brug for et totalt kursskifte.  Ikke til passiv forsørgelse.  Men til at prøve at forstå, hvad disse mennesker kan og ikke kan – og hvor de kan få lov at beskæftige sig med noget, de kan overkomme og som derfor gøre deres liv lidt bedre.
Det er det med forskellene i menneskesyn, som jeg talte om i starten