Et budget i balance….. – men opgaven blev ikke løst!

– af Svend-Erik Hermansen, socialdemokrat og medlem af byrådet
Budgetkonsekvenserne i 2011 er nu langsomt, men sikkert ved at gå op for borgerne overalt i Høje-Taastrup Kommune.
Den første del af overskriften er de borgerliges ”salgssprog” om budget 2011….
Et af deres vedtagne forslag er, at nedlægge et velfungerende bibliotek på Rådhuset i Høje-Taastrup til stor gene for de mange tusinde borgere i Høje-Taastrup-området (Gadehavegård, Hallandsparken, Gadevang, Margretheparken, Landsbyen, Kragehave, Olufsborg og Stationscentrum samt på den anden side af banen, som f.eks. Hallands Enge, Torstorp, Spotorno og Engelholm Allè m.fl).
Samtidig med driftsbesparelsen på 1 mill. kr. afsatte de borgerlige – formentlig med det radikale medlem som forslagsstiller – ikke mindre end 3 mill. kr. i anlægsomkostninger.
Man må gå ud fra, at dette overforbrug ved en biblioteksnedlæggelse skal bruges til at vise et eller andet til den kommende valgkamp til Folketinget for den lokale radikale kandidat.
Dette bestyrkes også af hans udtalelser i Lokalavisen (9.11.), hvor han fremhæver, at danskerne vil have gode oplevelser, og at de er villige til at betale for dem – det kommer skatteborgerne så til med nedlæggelsen af Høje-Taastrup Bibliotek!
Og når nu dette bibliotek nedlægges, kan man jo i stedet købe kaffe i Starbucks og blive kunde i Jyske Bank; det skriver han altså (!) og slutter af med, at Høje-Taastrup er en attraktiv kommune at bosætte sig i.
Der hvor jeg kommer fra, var de radikale tidligere ikke så erhvervsoffensive, men man så mere på folkeoplysningen, bibliotekerne og de nære værdier, men det er jo også mange år siden!
Uanset udgangen af den radikale viceborgmesters folketingsvalg, er jeg helt sikker på, at mange i lokalområdet vil huske ansvaret for nedlæggelsen af et af kommunens gode biblioteker, når der er kommunevalg igen i november 2013……
Nedlæggelsen af dette bibliotek betyder dårligere betjening med mindre personale, formindsket åbningstid, færre arrangementer og færre bøger og materialer for borgerne i denne del af Høje-Taastrup Kommune.
Det har befolkningen ikke fortjent – og det var slet ikke nødvendigt.
At spare 1 mill. kr på driften og samtidig bruge 3 mill. på anlæg er fuldstændig uforståelig for menigmand og for det øvrige byråd.
Man kunne jo have ventet på at spare på driften og anvendt den første anlægsmillion til drift i 2011; en ny regering vil jo ikke udsætte kommunerne for så store og drastiske besparelseskrav, som de borgerlige har gjort gennem Genopretningsplanen.
Hvad de nedlagte bibliotekslokaler så kan bruges til er lidt af et mysterium; kontorer skal nemlig altid have lys-tilgang siger Arbejdsmiljøloven……….
Heller ikke her løste de borgerlige opgaven!
Find besparelsen beskrevet i budgetblok 350-04; dog mangler hele konsekvensbeskrivelsen!
Budgetvedtagelsen findes via www.htk.dk under referat fra byrådsmødet 14.oktober 2010 om budget 2011.