Hvorfor skal Vestforbrænding nu låne 8 mill. kr til Høje-Taastrup Miljøpark?

af Svend-Erik Hermansen
Sag 8 på Økonomiudvalgets møde den 7.december 2010 omhandlede støtte til at lade Vestforbrænding optage lån på 8 mill. kr. til finansiering af anlægsudgifter til Høje-Taastrup Miljøpark (Affaldsforbrændingsanlægget på knap 300.000 tons).
Af sagsfremstillingen fremgår bl.a. ”at Vestforbrændings bestyrelse godkendte 15.09. en indstilling om foreløbig låneramme 2010-2012 på i alt 86 mio. kr. til finansiering af anlægsudgifter”.
En sådan disposition kræver ifølge vedtægterne en udtrykkelig vedtagelse i samtlige de deltagende kommuners kommunalbestyrelser.
Foreløbig låneramme vedr. 2010-2012 omfatter bl.a. projektet om affaldsforbrændingsanlægget med i alt 2 x 4 mill. kr. i 2010 og i 2011:
I orienteringsbrev fra Vestforbrænding fremgår at Vestforbrændingens bestyrelse har godkendt indstillingen til foreløbig låneramme efter forudgående detaljeret gennemgang af likviditetsudviklingen i Vestforbrænding, herunder gennemsnitslikviditeten, dennes størrelse og sammensætning, en vurdering af nødvendig likviditet og baggrunden for ”kasseopdelingens” udvisende m.v.
Det betyder, at Høje-Taastrup Kommunes bestyrelsesmedlem Michael Ziegler i Vestforbrændings bestyrelse – uden at orientere byrådet – har medvirket til at sætte 8 mill. kr. af til affaldsforbrændingsanlægget.
Byrådets samtykke til, at Vestforbrænding får godkendt låneramme på i alt 86 mio. kr. berører ikke Høje-Taastrup Kommunes egen låneramme, men vil dog betyde en stigning i kommunens kautionsforpligtelser.
Underligt er det, at der sættes 4 mill. kr. af til anlæg til brug i 2010 – os bekendt er der ikke foretaget sådanne arbejder og det kan formentlig (!) ikke nås at anvende pengene de sidste 14 dage af 2010 til anlæg på et ikke nærmere bestemt sted!
Indstillingen fra borgmesterens forvaltning til Økonomiudvalget var ikke helt forbavsende:
Administrationen indstiller, at Byrådet imødekommer anmodning fra Vestforbrændings bestyrelse.
Behandlingen i Økonomiudvalget 07-12-2010 (Sag 8) skete således:
A stillede følgende ændringsforslag: Låneoptagelse i Vestforbrænding på i alt 78 mio. kr. godkendes.
For stemte A, og imod stemte: B, C, F, O og V.
Ændringsforslaget bortfaldt hermed.
Herefter anbefalede B, C, F, O og V indstillingen og A stemmer imod låneoptagelsen i Vestforbrænding på 86 mio. kr., da 8 mio. kr. angiveligt skal anvendes til udbygning af Høje-Taastrup Miljøpark på trods af Miljøstyrelsens tilkendegivelse af 5. juli 2010 om, at det nødvendige affaldsgrundlag ikke er til stede for en kapacitetsudvidelse.
Det må efterhånden undre andre end Socialdemokraterne hvad det er borgmesteren har lovet Vestforbrænding i denne spegede sag; et ikke godkendt anlæg, en tilkendegivelse fra Miljøstyrelsen om at lade være med at planlægge et affaldsforbrændingsanlæg, ingen godkendt lokalplan og frem for alt: Intet behov for hverken forøget affaldsforbrænding endsige mulighed for aftag af overskudsvarme i lokaområdet fra et sådant anlæg.
Måske skal vi finde noget af svaret, når borgmesteren fortæller, hvad det var for et besøg han i sin tid havde (2009) sammen med Vestforbrænding – ikke som bestyrelsesmedlem, men som borgmester i Høje-Taastrup Kommune; byrådet har desværre endnu ikke fået hans rapport fra turen……

Find meget mere om sagen på http://www.htk.dk og på http://www.svend-erik.nu/44.html og ikke mindst på Facebook: Nej tak til et 215.000 tons affaldsforbrændingsanlæg i Høje-Taastrup!