Et lokalplanforslag – efter at salg af grunde er besluttet……..!

          af Svend-Erik Hermansen, medlem af Plan – og Miljøudvalget i Høje-Taastrup Kommune
Så viser magten igen sit ubehagelige ansigt i Høje-Taastrup Kommune.
Denne gang har borgmesteren og hans efterhånden sammentømrede borgerlige flertal gennemtvunget et salg af grunde på et areal i Høje-Taastrup før der er forelagt et lokalplanforslag for byråd og borgere og dermed før der er behandlet og vedtaget et sådant forslag i byrådet.
Socialdemokraterne har protesteret, men er ikke blevet hørt af flertallet.
Det drejer sig om ejendommen Bygaden 85 i Høje Taastrup landsby, som siden det nuværende Rådhus blev opført, har været udlejet. Ejendommen er nu fraflyttet.
Administrationen udarbejdede to alternative udstykningsforslag, der omfatter ejendommen Bygaden 85 samt en mindre del af et areal umiddelbart nord for denne.
Et forslag, der åbner mulighed for opførelse af 5 parcelhuse med en minimum grundstørrelse på 800 m2, og et forslag, der åbner mulighed for opførelse af 14 rækkehuse.
Området er omfattet af kommuneplanramme 238, der bl.a. fastsætter at bebyggelsesprocenten for den enkelte parcelhusbebyggelse ikke må overstige 25.
Sagen blev behandlet ekstraordinært i Plan – og Miljøudvalget den 21. september 2010, hvor vi tilkendegav følgende: A kan ikke godkende indstillingen, men anbefaler, at der opføres 14 rækkehuse. På samme aftens byrådsmøde tilkendegav vi:
A stemte imod, idet A afventer et lokalplanforslag, der indebærer mulighed for byggeri af 14 rækkehuse.
Så regnede vi med, at der på sædvanlig vis trods alt ville fremkomme et lokalplanforslag, som kunne indebære forskellige løsninger på området.
Det skete absolut ikke!
På det lukkede møde i Økonomiudvalget den 7.december lå der lige pludselig resultaterne af et udbud på 5 parcelhusgrunde med indstilling om salg til 5 navngivne købere….
Det godkendte det borgerlige flertal med den ansvarlige borgmester i spidsen uanset, at der ikke var lavet et forslag til lokalplan for området – igen magtbrynde af værste skuffe!
Nu er der så helt ekstraordinært sat en sag på byrådets dagsorden tirsdag den 14.dec., hvor det bl.a. foreslås, at området nu skal udstykkes i 5 parceller…..
Ved det forudgående salg har man også hævet bebyggelsesprocenten for området til 30 % fra de gældende 25 % – så det skal der også tages højde for i lokalplanforslaget!
Sagen er formentlig helt korrekt behandlet eftersom lokalplanforslaget forelægges på byrådets åbne dagsorden forud for behandlingen af den lukkede sag om salg til køberne.
Hvis der nu skulle være indsigelser og ændringsforslag til lokalplanforslaget efterfølgende, bliver det nok endog meget svært at få noget ændret, men sådan er tilværelsen altså blevet for borgere, erhvervsliv og socialdemokrater m.fl. i Høje-Taastrup Kommune!
Find sagsbeskrivelser og beslutninger via www.htk.dk fra mødet i Plan – og Miljøudvalget den 21.september 2010 og på den ekstraordinære dagsorden til udvalgsmødet, Økonomiudvalgsmødet og byrådsmødet den 14.december 2010