Urent trav? – Beviserne er her!

Historien om et lokalplanforslag – efter at salg af grunde er besluttet……..
          af Svend-Erik Hermansen, medlem af Plan – og Miljøudvalget i Høje-Taastrup Kommune
Så viser magten igen sit ubehagelige ansigt i Høje-Taastrup Kommune.
Denne gang har borgmesteren og hans borgerlige flertal gennemtvunget et salg af grunde på et areal i Høje-Taastrup før der er forelagt og vedtaget et lokalplanforslag for byråd og borgere.
Socialdemokraterne har protesteret, men er ikke blevet hørt af flertallet.
Det drejer sig om en ejendom i Høje Taastrup landsby, som siden det nuværende Rådhus blev opført, har været udlejet. Ejendommen er nu fraflyttet.
Administrationen lavede i september to alternative udstykningsforslag, der omfatter ejendommen Bygaden 85 samt en mindre del af et areal umiddelbart nord for denne.
Henholdvis et forslag, der giver mulighed for opførelse af 5 parcelhuse med grundstørrelse på 800 m2, og et forslag, der giver mulighed for opførelse af 14 rækkehuse.
Området er omfattet af kommuneplanramme 238, der bl.a. fastsætter, at bebyggelsesprocenten for den enkelte parcelhusbebyggelse ikke må overstige 25.
Sagen blev behandlet ekstraordinært i Plan – og Miljøudvalget den 21. september 2010, hvor vi sagde: A kan ikke godkende indstillingen, men anbefaler, at der opføres 14 rækkehuse.
På samme aftens byrådsmøde tilkendegav vi:
A stemte imod, idet A afventer et lokalplanforslag, der indebærer mulighed for byggeri af 14 rækkehuse.
Så regnede vi med, at der på sædvanlig vis trods alt ville fremkomme et lokalplanforslag, som kunne indebære forskellige løsninger på området.
Det skete absolut ikke!
På et lukket møde i Økonomiudvalget den 7.december lå der nemlig lige pludselig resultaterne af et udbud på 5 parcelhusgrunde med indstilling om salg til 5 navngivne købere….
Det vedtog det borgerlige flertal med borgmesteren i spidsen, uanset at der ikke var lavet et forslag til lokalplan for området – igen magtbrynde af værste skuffe!
Så blev der så helt ekstraordinært sat en sag på byrådets dagsorden tirsdag den 14.dec., hvor det bl.a. foreslås, at området nu skal udstykkes i 5 parceller…..
Ved det forudgående salg havde man også hævet bebyggelsesprocenten for området til 30 % fra de gældende 25 % – så det skulle der også tages højde for i lokalplanforslaget!
Forud for weekenden blev der udsendt en dagsordenstekst, hvor bl.a. følgende advarsel fra forvaltningen optrådte:
Vurdering:
Bebyggelsesplan
Administrationen vurderer, at en udstykning med 5 parceller på et trekantet areal giver en bebyggelsesplan, hvor 2 af de 5 parceller har en uhensigtsmæssig form. Den nordlige parcel har form som en ligesidet trekant med tilkørsel fra syd, den sydvestlige parcel har lidt over 100 m², som kun kan anvendes som tilkørselsvej. For begge parceller gælder det, at det bliver vanskeligt at placere en bebyggelse med en bebyggelesprocent på 30 og samtidig etablere hensigtsmæssige udeopholdsarealer og plads til 2 biler.
Mandag eftermiddag fik vi så en sms fra byrådscenteret om, at der var udsendt en ny sagsfremstilling på en mail til alle byrådsmedlemmer.
Ved en gennemgang af den nye sagsfremstilling udsendt af borgmesterens Byrådscenter blev det klart, at der var udeladt væsentlige oplysninger, nemlig ovenstående tekst, som var fjernet – uden nærmere forklaring.
På byrådsmødet var det en vred borgmester, der bl.a. beskyldte den socialdemokratiske ordfører for at anvende en ”uklædelig” argumentation i sagen.
Det er også baggrunden for denne artikel med beviserne på urent trav.
Borgerne må selv bedømme den indsats og den mangel på respekt for almindelige demokratiske arbejdsformer, som borgmesteren her igen stiller til klart skue.
At hverken han eller hans flertal ville give tilsagn om at oplyse de kommende beboere / købere på disse grunde i Høje-Taastrup om de uhensigtsmæssige grundformer er særdeles beklagelig – og Socialdemokraterne stemte bl.a. derfor imod salget af de 5 grunde på det lukkede byrådsmøde. Flertalsbyrådsmedlemmerne kan på den baggrund risikere at være erstatningspligtige overfor køberne af de 2 af grundene……..
Hvis der i øvrigt nu skulle være indsigelser og ændringsforslag til lokalplanforslaget, bliver det nok endog meget svært at få noget ændret, men sådan er tilværelsen altså blevet for borgere, erhvervsliv og socialdemokrater m.fl. i Høje-Taastrup Kommune!
Find sagsfremstillinger og beslutninger via www.htk.dk fra mødet i Plan – og Miljøudvalg og byråd den 21.september 2010 og den ekstraordinære dagsorden til udvalgsmødet, Økonomiudvalgsmødet og byrådsmødet den 14.december 2010
Find også en tidligere artikel om sagen på www.svend-erik.nu/309.html

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s