Rønnevang Plejecenter…og endnu et plejecenter….

– af Svend-Erik Hermansen, medlem af Ældreudvalget og af den politiske styregruppe

for byggeriet

77I december 2010 blev det nye planlagte plejecenter sat i gang ud fra de forudsætninger, som var lagt ind i tidligere års budgetforlig, hvor Socialdemokraterne jo fik sat ”dagsordenen” med forslaget om en såkaldt forceret planlægning af et nyt plejecenter i sin tid.

Forslag til lokalplan omfattende en placering på Rønnevangsskolen med 60 pladser er også allerede fremsat – se dette forslag via

www.svend-erik.nu/303.html

Retningslinjerne for projektorganiseringen, hvor den politiske styregruppe skal være meget aktivt med, er også fastlagt med 5 byrådspolitikere i spidsen for byggeriet.

Det er også tidligere diskuteret, hvilke rammer for den fremtidige ældrepleje, som vi ville fremme med dette plejecenter.

Se oplysningerne om projektorganiseringen og ikke mindst de fortsat aktuelle spørgsmål, som der skal tages stilling til i det videre arbejde via www.svend-erik.nu/232.html – nu med udgangspunkt i Rønnevang Plejecenter.

En temadag om fremtidens plejecenter afholdtes i december med repræsentanter for bl.a. Seniorrådet.

Socialdemokraternes krav til det nye Rønnevang Plejecenter er:

Det skal gøres nemmere for pensionister at forblive og være aktive, og tilbuddet skal også afspejle aktive pensionisters behov, men vi må samtidig erkende, at langt fra alle vil kunne være særlig aktive – og det skal også afspejle indretningen.

Der skal være en god ældrepleje, og særligt skal der sikres råderum til de svageste borgere.

Et plejecenter skal ikke have et institutionslignende præg, men indrettes med hyggekroge, der indbyder til "korridorsnak" og hvor både brugere og besøgende føler sig afslappede.
Respekt, tryghed og kvalitet er nøgleord, når det drejer sig om pleje og omsorg.

Vi finder det vigtigt, at medarbejderne i ældreplejen er velkvalificerede og engagerede samt effektive.

Genoptræning, vedligehold og opfølgning er væsentlige nøgleord i den helhedsmæssige indsats, vi skal yde svage ældre i fremtiden.

Vi ønsker dialog med brugerne, pårørende og støtteforeningerne og arbejde for, at de særligt sårbare ældre og demente sikres skærmede enheder på plejecentret, ligesom vi vil sikre, at medarbejderne har den fornødne uddannelse.

Til de familier, der ønsker, at den demente skal forblive i hjemmet, vil vi fortsat arbejde for at udbygge antallet af aflastningspladser og tilbud i dagtimerne.

Alle pensionister med behov tilbydes et kort til brug ved spisning på plejecentrene.

Temadagen om fremtidens plejecenter gav også noget af grundlaget for de politiske beslutninger om Rønnevang Plejecenter, hvor især boformer og hjemlighed var i fokus.

Et større problem i hele sagen er fortsat, at Høje-Taastrup Kommune (flertallet altså!) vil betale 52 mill. kr. for den nu nedlagte Rønnevangsskole til plejehjemsformål, selvom ikke en eneste mursten herfra umiddelbart kan bruge til ældre medborgere i et plejecenter….

Og det påvirker den kommende husleje helt unødigt!

Den foreløbige tidsplan for Rønnevang Plejecenter er, at byggeriet kommer i udbud i løbet af april med en afgørelse af bygherre hen i juni.

1.spadestik vil ske i december – og indflytning er planlagt til at skulle ske i foråret 2013.

Det næste plejecenter er der nu også behov for at få planlagt ud fra befolkningsudviklingen – og derfor er der absolut ingen grund til at sælge den udpegede grund til placeringen i Høje-Taastrup!

Der er allerede fremlagt et lokalplanforslag for dette kommende plejecenter.

Det åbner mulighed for 65 pladser på dette nye plejecenter, ligesom det kræves, at byggeriet skal være såkaldt klasse 1 byggeri ud fra ønsket om at minimere miljøbelastningerne og fremme et lavt energiforbrug.

Disse krav vil det også være passende at kræve opfyldt for Rønnevang Plejecenter.