Fjernvarmen får bedre muligheder i Hedehusene

85

Fjernvarmen udbygges i kommunen, og Byrådet har vedtaget tilslutningspligt i Hedehusene Fjernvarmeværks tidligereforsyningsområde.

Hedehusene Fjernvarmeværk og Høje Taastrup Fjernvarme fusionerede 1. januar 2011, og som en del af fusionen har et enigt byråd nu indført tilslutningspligt for ejendomme i det område, som Hedehusene Fjernvarmeværk tidligere har forsynet. Udover de, der allerede er tilsluttet fjernvarmenettet i området, vil tilslutningspligten omfatte yderligere 226 ejendomme.

En bred tilslutning til fjernvarmen i Hedehusene vil give stordriftsfordele og bedre muligheder for at vedligeholde og udbygge fjernvarmenettet og dermed være en fordel for forbrugerne.

”Udbredelsen af fjernvarmenettet er en vigtig del af vores indsats for at sikre en robust og bæredygtig energiforsyning, og en bred tilslutning til fjernvarme i Hedehusene vil være en fordel for forbrugerne”, siger Socialdemokraternes ordfører, Svend-Erik Hermansen.

Overgangsperiode på ni år

Tilslutningen til fjernvarme skal ske over en periode på ni år, hvilket betyder, at boligejere, som i dag har olie- eller naturgasfyr, ikke behøver udskifte deres anlæg her og nu.

Høje Taastrup Fjernvarme tilbyder dog lige nu en rabatordning, som gør det særlig gunstigt at skifte til fjernvarme allerede nu.

Fjernvarme er en stabil og teknisk ukompliceret varmeforsyning for forbrugerne, og udbredelsen af fjernvarmen i Hedehusene er en forudsætning for at få anlægget moderniseret og op på samme høje niveau som i resten af Høje Taastrup Fjernvarmes område”, fremhæver Svend-Erik Hermansen.

Der er dog mulighed for at blive fritaget for tilslutningspligten, hvis man bor i et eksisterende lavenergibyggeri eller i en ejendom, hvor det vil være urimeligt dyrt at omstille til fjernvarme. Kommunen har modtaget en håndfuld ansøgninger om fritagelse, som nu vil blive behandlet.

Fordel for brugerne

Høje Taastrup Fjernvarme har gennemført beregninger af økonomien, som viser, at langt de fleste grundejere – uanset om de har været kunde ved Hedehusene Fjernvarmeværk eller de har et ældre eller helt nyt varmeanlæg – vil få en økonomisk fordel ved at gå over til fjernvarme.

Inden for en årrække vil der blive investeret ca. 55 mio. kr. i modernisering og udbygning af fjernvarmenettet i Hedehusene. De første 23 mio. kr. anvendes inden for nogle få år for at få standarden op på samme høje niveau som Høje Taastrup Fjernvarmes øvrige net.