Kløverhuset nedlægges som plejecenter!

af Svend-Erik Hermansen, medlem af Ældreudvalget

129Ved budgetbehandlingen den 13.oktober stillede jeg i debatten følgende spørgsmål til borgmesteren:

”Nedlæggelsen af Kløverhuset, som er plejecentret for demente i Høje-Taastrup Kommune, skal åbenbart nu besluttes nedlagt på trods af god gavn af dette sted for denne særlige målgruppe og deres pårørende.

Har I besluttet, at Kløverhuset nedlægges i 2013?”

Svaret var meget klart fra den konservative borgmester: Nej!

Men nu viser det sig, at det borgerlige flertal med de konservative i spidsen alligevel i ly af forhandlingerne om det kommende års budget også blandt flere andre nedskæringsaktiviteter havde besluttet nedlæggelse af Kløverhuset.

Det blev klart på Ældreudvalgets møde den 1.november, hvor der i sag 4 om drift og etablering af det nye plejecenter i Rønnevangskvarteret, var lagt 2 alternativer frem – dog kun for et syns skyld!

Tidligere nedlagde de borgerlige Rønnevangsskolen samt nedlagde 3 mindre biblioteker og nedlagde Idrætsparken i Høje-Taastrup, og nu skal det så gå ud over Kløverhuset, som i dag er et godt plejecenter for 19 demente borgere i Høje-Taastrup Kommune.

De fysiske rammer i Kløverhuset giver gode vilkår for demente borgere – og det er ganske forfærdeligt for nuværende og kommende brugere på dette område, når der sker ændringer her.

I stedet ville det faktisk have været bedre med en mindre udvidelse af Kløverhuset på et tidspunkt.

Jeg er meget enig med Seniorrådet, som advarede mod nedlæggelse af Kløverhuset.

Det er nemlig vigtigt med ro for demente borgere og en flytning vil givet medvirke til yderligere svækkelse.

På såvel kort som ikke mindst på langt sigt er det ærgerligt med planerne om nedlæggelse af Kløverhuset.

Befolkningsudviklingen med langt flere ældre (en stigning på 71 % flere borgere over 80 år frem til 2020) fremhæver jo behovet for flere plejehjemspladser såvel på de almindelige plejecentre som på særlige demensenheder.

Pårørenderådet ved Kløverhuset fremhæver, at dette hus er bygget på en sådan måde, at det rummer hjemlige forhold samt gode muligheder for at komme ud i naturen på egen hånd.

Det har stor betydning for livskvaliteten – og det fremhæves, at sådanne muligheder ikke vil være til stede ved et større plejecenter, som f.eks. det kommende Rønnevang Plejecenter.

Her er det nu meningen, at det nye plejecenter fra 2013 skal indrettes med 30 demente pladser og 34 almindelige pladser.

Opfordringen fra Socialdemokraternes side var på udvalgsmødet, at de borgerlige for en gangs skyld lyttede efter os og stoppede planerne – og dermed usikkerheden for ældre og droppede lukningen af Kløverhuset, men det ville man ikke lytte til på trods af det faktum, at der allerede her i 2011 er 26 egne borgere og 18 udenbys borgere på venteliste til en plejecenterplads!

Dermed kan man risikere ikke at kunne opfylde behovene på ældreområdet i de kommende år, og da slet ikke efter 2013 og fremefter.

Men det er da fuldt forståeligt, at man ikke skriver alle sine beslutninger ind i et budgetforslag, således at offentligheden ikke kan få mulighed for at reagere…..vi kender efterhånden stilen fra borgmesterens side!

Læs mere om plejecenterbehovet i Høje-Taastrup Kommune på www.svend-erik.nu/324.html og på http://www.svend-erik.nu/369.html