Kultur- og Uddannelseshus Parkskolen



Tiden nærmer sig, hvor Parkskolen skal overgå til et Kultur – og Uddannelseshus målrettet mange forskellige unge fra alle dele af Høje-Taastrup kommune.
Ungdomsskolebestyrelsen kan konstatere, at der desværre endnu ikke er taget hensyn til fremtidens pladsbehov for de mange forskellige aktiviteter, som denne skole kræver.
Derfor denne henvendelse til byrådet, som har status på dagsordenen tirsdag den 13.december

2. december 2011
Til Byrådet
Vedrørende Kultur- og Uddannelseshus Parkskolen
Med baggrund i behandling af status for det kommende Kultur- og Uddannelseshus på møderne den 30. november i Institutions- og skoleudvalget samt i Fritids- og kulturudvalget ønsker ungdomsskolebestyrelsen at henlede opmærksomheden på, at ungdomsskolen i forbindelse med afholdelse af dialogmøder som følge af en bestyrelsesbeslutning har gjort Kultur- og Fritidsforvaltningen opmærksom på, at ungdomsskolens nuværende forbrug af areal til alle aktiviteter er ca. 2.150 m2. Så vidt det er ungdomsskolen bekendt, råder 10. klassecentret i dag over ca. 1000 m2, hvorfor afsættelse af 2.700 m2 til de to institutioner vil være for lidt til at dække det nuværende behov og fremtidige aktivitetsniveau uanset fremtidig organisering. Bestyrelsen er blevet orienteret om sagens gang gennem det seneste år og har derfor fulgt sagen nøje. Vi har overfor ledelsen givet udtryk for forbavselse over, at bemærkningerne om ungdomsskolens behov i det interne arbejde forud ikke fremgår tydeligere i det nu foreliggende politiske oplæg til byrådet.
Dette er baggrunden for denne henvendelse.
Ungdomsskolens almene undervisning får ligesom i dag behov for depotplads i forbindelse med undervisningen i en lang række værkstedsfag, ligesom en del lokaler må kunne ombygges til formålene. Eksempelvis kræver musicalforestillingerne, at der disponeres over en permanent systue med klippebord og lager til kostumer. Opbevaringsrum til rekvisitter.
Undervisningen i musik (keybord, guitar, slagtøj, sammenspil) har behov for lyddæmpede lokaler og opbevaring af instrumenter.
En hel del undervisningsaktiviteter i forskellige dansediscipliner som streetdance, hip-hop, zumba, latin rythm samt musicalundervisning, yoga, fjernstyrede biler m.m. har behov for en tumlesal /gymnastiksal
Der er behov for opbevaringsrum til ungdomsskolens kanoer, redningsveste, padler, ”transportvogne til kanoer”, ATVere og Bocarts m.v.
Ungdomsskolens busser, maskin- og øvrige trailere nødvendiggør et sikkert område, der er under overvågning.
Eleverne har behov for en mulighed for pausefaciliteter eftermiddag / aften som i dag.
Lærerne har behov for forberedelsesrum, som skal kunne anvendes både dag og aften
Det er nødvendigt med egnede administrationslokaler med mødelokaler idet Ungdomsskolen har åbent fra primo august kl. 08 – 16 til ultimo april og mandag – torsdag og fredag kl. 08.00 – 14. Herudover i aftensæsonen til kl. 22 mandag til torsdag fra medio september – ultimo april. Herudover er der vekslende åbningstider lørdage og søndage afhængig af aktivitetsniveauet.
Heltidsundervisningstilbuddene ligger i dag i lokaliteter, der ikke ligner et folkeskolemiljø og er i små overskuelige enheder, hvor elever føler sig trygge.
Ved en overflytning til Parkskolen er egen indgang væsentlig for skolens funktion og egne lokaler til heltidsundervisningen, hvor der kan praktiseres forskellige undervisningsstile og hvor det også er muligt at producere mad som en del af undervisningen. Der gøres i den forbindelse opmærksom på, at lokaliteten skal godkendes af Fødevarestyrelsen og at der skal foregå egenkontrol af produktionen, hvorfor lokaliteten ikke umiddelbart kan bruges af andre institutioner. Spisningen skal foregå i umiddelbar nærhed af produktionen.
Egenproduktion i drivhus og højbede bør også kunne fortsætte som en del af undervisningen.
Heltidsundervisningen har brug for (som i dag) et overskueligt lokalemiljø med små og store lokaler samt adgang til værkstedsfaciliteter i tidsrummet kl. 08.00 – 15.15. Herudover er der et behov for møderum til lærere og forældre-lærermøder i eftermiddags-aftentimer.
Der er ikke taget stilling til eller fremkommet forslag til hvordan Ungdomsskolens lovpligtige afvikling af knallertkøreskoleundervisningen skal foregå.
Der skal i den forbindelse være et køreteknisk anlæg med lyskryds og aftenbelysning af anlægget (som det i dag er på Taastrupgaardsvej 12). Et fritliggende alarmovervåget ”hus” til opbevaring af knallerter og benzin (grundet brandfaren). Vedligehold af knallertparken indebærer som i dag et værksted i umiddelbar nærhed, hvor knallerterne kan komme ind. Et teorilokale med diverse udstyr samt et lokale til opbevaring af styrthjelme, veste, køredragter, kegler, vippebrædder mv er også nødvendigt. Som følge af EU´3. Kørekortdirektiv træder en ny lov i kraft januar 2013, hvor nedsættelse af alderen for erhvervelse af knallertkørekort bliver 15 år og hvor der stilles krav om undervisning i færdselsrelateret førstehjælp.
Ungdomsskolen ser frem til at kunne udbygge samarbejdet mellem kultur- og foreningsaktiviteter, unges egne projekter, være projektkuvøse, levere undervisning i forbindelse med UTA og i den forbindelse lave vejledning, uddannelse og aktivering i samarbejde med jobcentret og UU. Ungdomsskolen ønsker at være meget synlige med aktiviteter og i samarbejde, der kan understøtte overgangene til ungdomsuddannelserne.
Ungdomsskolen har erfaring med mindre selvstyrende musikgrupper/bands som er dannet ved samspilsmuligheder gennem undervisningen. Her ses nu en mulighed for ansvarliggørelse af disse og andre bands gennem en forøget opbygning af øvelokaler i det nye Kultur- og Uddannelseshus.
Høje Taastrup Ungdomsskoles bestyrelse håber, at vore bemærkninger til sagen om det kommende Kultur- og Uddannelseshus på Parkskolen vil kunne indgå i byrådets videre overvejelser om den fremtidige funktion for et hus med plads til primært unge mennesker.


Svend-Erik Hermansen
Formand
Sign.
Merete Scheelsbeck
Næstformand
Sign.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s